Tibetansk Astrologi og Medicin

        Den Kosmiske Skildpadde

             (Tib.: sridpa-ho, udt.: Sipaho).

Den Kosmiske Skildpadde.

Symbolerne på billedet repræsenterer alle aspekter indenfor den tibetanske astrologi.  

 

       Den Kosmiske Skildpadde er forbundet med en mytologisk historie, hvor visdommens Bodhisattva Manjushri, ved dette univers' begyndelse, materialiserede en gigantisk skildpadde.

For at skabe et stabilt fundament for universet delte han skildpaddens rygskjold i to med sit sværd, hvorefter skildpadden væltede om på ryg, og sank ned i Det Kosmiske Urhav, mens den udskilte blod, urin og afføring.

     Skildpaddens blod, urin og afføring blev til de fire elementer, Træ, Ild, Metal og Vand, og dens hænder og fødder blev til Jord-elementet, universets fundament.

Til sidst skrev Manjushri alle universets dybeste hemmeligheder med himmelske (astrologiske) symboler på skildpaddens mave.

 

Sipahos symboler:

      Midt i mandalen ligger Den Gyldne Skildpadde på ryg, omgivet af flammer, som beskyttelse mod alt negativt. I midten, på dens mave, finder man de 9 mewaer.

Dyrene omkring mewaerne er de 12 kinesiske tegn, og i mellem disse finder man symbolerne på de fire elementer Træ, Ild, Metal og Vand. Skildpaddens hoved repræsenterer retningen syd, Ild-elementet og skildpaddens blod. 

Dens hale repræsenterer retningen nord, Vand-elementet og dens urin. Dens venstre side (t.h. på billedet) repræsenterer dens venstre lunge, spidsen af Manjushris sværd, Metal-elementet og retningen vest.

Dens højre side repræsenterer dens højre lunge, Træ-elementet, retningen øst og skaftet på Manjushris sværd.

Dens hænder og fødder repræsenterer de fire mellemliggende retninger, sydøst, sydvest, nordøst, nordvest, og Jord-elementet.

     I mandalaens anden række, regnet fra mandalens yderkant, finder man de otte parkha-trigrammer.

Og i den samme række, samt i rækken udenfor og indenfor, finder man de symboler der repræsenterer parkha-aspekterne i et retningshoroskop:

          Triangel: ulykker, skader, fornærmelser 

           (tib.: nø-pa).

          Swastika: Held (tib.: pal-ke).

          Sol: Himmelsk Medicin (tib.: nam-

           men). 

          Fem punkter: Fem dæmoner 

          (tib.: dre-gna). 

          Evighedsknude: Velstand (tib.: cha-

          løn). 

          Dordje: Livskraft (tib.: sok-tso). 

          Purbha: Dæmoner, der stjæler livskraft

          (tib.: dy-chø).  

          Legemsdel: Fysisk straf (tib.: Ly-che). 

 

     Symbolerne i midten, under skildpaddens hale, repræsenterer de otte planeter der benyttes indefor Kartsi astrologi:

     Orange skive: Solen (tib.: Nyima) 

     Liggende halvmåne: Månen (tib.: Dawa) 

     Øje: Mars (tib.: Migmar) 

     Blå hånd: Merkur (tib.: Lhakpa)

     Grøn purbha: Jupiter (tib.: Phurbu)

     Hvid pilespids: Venus (tib.: Pasang)

     Et neg/fejekost: Saturn (tib.: Penpa) 

     Et blåt og gråt fuglehoved: Rahu 

     (tib.: Drachen)/Ketu (tib.: Jukring).  

 

     De to mindre mandaler på hver side af planetsymbolerne er Jungtsi-astrologiens beskyttende diagram, kaldet "Nganpa Kunthups Hjul", der fungerer som beskyttelse i mod negativt aspekterede år, samt i mod sadak- (jordejer-) ånder og anden negativ indflydelse.

Teksten i mandalerne er beskyttende mantraer. Ovenover skildpaddens hoved finder man Bodhisattva Manjushri med sit sværd, til venstre for ham (sæt med læserens øjne) medfølelsens Bodhisattva Chenerezig (sanskr.: Avalokiteshwara), og til højre for Manjushri finder man den kosmiske beskytter Vajrapani. 

I billedets øvre, venstre hjørne finder man Kalachakra-symbolet, kaldet  "Det Store Tifoldige", der består af Kalachakra-mantraets ti stavelser: OM HA KSHA MA LA VA RA YAM SVA HA.

Og til højre for Vajrapani - set med læserens øjne - finder man de ni mewaer og deres rodmantraer.

     Hele Sipaho-mandalaen er indrammet af forskellige beskyttende symboler:

   Øverst til venstre (set med læserens øjne) under Kalachakra-symbolet, finder man et beskyttende symbol for 12-års-cyklusen, under dette: et beskyttende symbol mod de sadak- (jordejer-) ånder, der er øverst i hierarkiet.

Øverst til højre, under mewa-symbolet: et beskyttende symbol i mod nagaer og sadak-ånder, og under dette: Sipahos segl der beskytter i mod negative planet-aspekter.

Hele mandalen er i sig selv meget beskyttende, og tibetanerne bruger den derfor som en beskyttende talisman.

    

En anden udformning af Sipaho.